Morten Glud takker af efter næsten 47 år i organisationsbestyrelsen

I 47 år har Morten Glud været en del af organisationsbestyrelsen. Nu har han valgt at træde tilbage, og nyde tilværelsen som pensionist. Derfor satte vi os ned for at høre om hans arbejde i bestyrelsen gennem de sidste fem årtier.

Med en kop friskbrygget kaffe i hånden og beboerblade på bordet, der blev udgivet for mere end 20 år siden, sidder Morten Glud, afgående medlem af organisationsbestyrelsen i AlmenBo Aarhus, og reflekterer over de sidste fem årtier. På det ene beboerblad ses en ung smilende Morten i forbindelse med sit 25-års jubilæum i organisationsbestyrelsen. I 2023 er det 47 år siden, at han blev valgt ind i.

Nu er tiden kommet til at træde tilbage og give plads til nye unge kræfter. Men først går vi tilbage til der, hvor det hele startede i 1969, da Morten Glud flyttede ind i de dengang nybyggede boliger på Musvågevej i Aarhus V.

Starten på det hele

I 1969 flytter Morten ind i de nybyggede boliger i Frydenlund. Dengang hed boligforeningen StatsBo og afdelingsnummeret var et andet, end det er i dag.

”Jeg bor i afdeling 14, den gamle afdeling 6. Der flyttede jeg ind i 1969. Og så skulle der foretages nogle ting for beboere og børn og så videre. Så var der nogen der spurgte mig, om jeg kunne komme og lave træblokke nede i kælderen. Det svarede jeg ja til, og jamen så kørte det bare derud af, hvor jeg lavede hobbyting i kælderen”, fortæller Morten.

Og siden blev engagementet i boligforeningen kun større. I 1973 blev han valgt ind i afdelingsbestyrelsen, og i 1976 blev han valgt ind i organisationsbestyrelsen. Det er særligt byggeri, der har haft hans interesse, og sådan har det været siden han blev uddannet elektriker.

”Jeg har rejst ud med mit firma for at lave skoler, og så har jeg også været i Afrika i 3 måneder for at bygge huse. Så jeg går meget op i nye byggerier”, fortæller han og forsætter: ”Og så har jeg været med i byggeudvalget, og været med inde over vores byggerier de sidste 47 år”.

Når det kommer til byggerier, har kendetegnet været, at Morten altid har gået ind for farver, kvalitetssikring og for at prøve noget nyt. Det skal ikke være så kedeligt, som han siger. Siden Morten blev en del af bestyrelsen, har han været med inde over byggeriet af hele 18 afdelinger og startskuddet til den nye kommende afdeling i Harlev.

Fællesskab har altid været i fokus

Men det er ikke kun nybyggeri, der har fyldt i bestyrelsesarbejdet. Beboerdemokratiet og sammenholdet har altid været i centrum. For udover boliger til fornuftige priser, har Mortens fokus også været på at det skal være i gode omgivelser. Og netop det, er noget af det vigtigste Morten tager med sig fra sin tid i organisationsbestyrelsen:

”Jeg har haft et fantastisk kammeratskab hele vejen igennem. Både i administrationen og bestyrelsen. Man møder mange forskellige mennesker her i organisationen, i erhvervslivet og blandt beboere. Jeg har altid følt mig som en del af AlmenBo Aarhus, eller StatsBo som det hed dengang”, fortæller han.

En af grundene kan bl.a. findes i den gode stemning og den varme velkomst han altid møder, hver gang han lægger vejen forbi administrationen. Derfor er det også lidt vemodigt, at det er blevet tid til at sige tak for nu.

Takker af efter snart fem årtier som beboervalgt

Kaffekoppen er tom, og interviewet nærmer sig sin afslutning. Der bliver kastet et sidste blik på beboerbladene, og der er ingen tvivl om, at det har været en fornøjelse for Morten at være en del af organisationsbestyrelsen de sidste 47 år.

Når det kommer til det der har været mest spændende at se tilbage på, er svaret også klart: ”Det at være med til at udvikle noget for beboere, og hvad der ellers hører til”, fortæller han og forsætter: ”Det, at der var bestyrelsesarbejde, men også tid til det sociale og til at opbygge gode relationer med dem omkring sig”.

Hans opfordring er også, at andre ikke skal tøve med at melde sig på banen, når det kommer til at bidrage aktivt til beboerdemokratiet.

Til næste bestyrelsesmøde er det Jeppe Skov, det nye medlem af organisationsbestyrelsen, der overtager Mortens plads. Og selvom Morten kommer til at savne samarbejdet og de gode stunder med bestyrelsen og resten af organisationen, så ser han også frem til at kunne holde helt fri og nyde livet som pensionist:

”Lige nu har jeg det sådan, at i morgen skal jeg ikke noget, og det er skidefedt. Jeg er 81, det er ligesom på tide at stoppe lidt op, ikke?”, siger han med et smil på læben.

Tusind tak til Morten Glud for den store indsats som beboervalgt gennem de sidste 50 år.

DEL GERNE DETTE INDLÆG