Byd velkommen til afdeling 53 beliggende på Sandkåsvej 1 i Aarhus V. AlmenBo Aarhus har nemlig bygget 112 spritnye ungdomsboliger, som står klar til indflytning d. 1. september.
Den nye afdeling har en suveræn beliggenhed, der kombinerer både natur og byliv. Der er fælles tagterrasse med udsigt over Aarhus, og så kan du cykle til centrum på kun 10 minutter.
Friske farver og solceller
Afdelingen er opført i friske farver, både inde i boligerne og på fællesarealerne. Her er det farverne grøn, rød, blå og orange, der pryder de udendørs cykelstativer, og farverne kan bl.a. også ses indvendig på gangene og i lejlighedernes køkkener. På taget af hver bygning er der en stor tagterrasse med udsigt over Aarhus. Her vil der være gode muligheder for sociale arrangementer, og skulle vejret byde på regnvejr, kan fælleslokalet i kælderen tages i brug.
Vi håber dog mest på solskin. Og det skyldes ikke kun, at vi sætter pris på godt vejr, men at vi hos AlmenBo Aarhus går op i grøn energi. Derfor er der solceller på facaden af hver bygning, som kan producere strøm til afdelingens forbrug. Det betyder, at afdeling 53 slutter sig til afdeling 17, 19, 50 og 52 som også producerer deres egen strøm via solceller.
De store indflytningsdage
De fleste af lejlighederne er allerede lejet ud til studerende i Aarhus. Mange af dem har studiestart i slutningen af august og start september, så vi har mange nye lejere, som skal flytte på samme tid. Derfor har vi besluttet at lave to store indflytningsdage. Den 31. august og 1. september skal de fleste af de, indtil videre knap 100 lejere, altså have udleveret nøgler og lavet indflyttersyn på én gang. En udfordring som skal lykkes ved hjælp af planlægning og samarbejde på tværs af funktioner.
Vi glæder os til at byde alle de nye lejere velkommen.